Læs uddrag af STATUS, hvor jeg har skabt karakteren Lisbeth

Lisbeth er den stille, kloge og observerende type. Hun er enebarn og havde en kompliceret barndom med en psykisk ustabil mor og en både mentalt og fysisk fraværende professorfar. Hun mistede begge forældre som ganske ung og er meget indadvendt – også i forhold til sin kæreste gennem 17 år, Christian. De lever et barnløst, roligt liv, hvor tiden primært bruges på arbejde.

Uro i Lisbeths liv

Lisbeths mangeårige, elskede job som forpost i en nødhjælpsorganisation er i høj grad hendes mening med livet, og dér hvor hun føler, hun gør nytte. Men da organisationen får ny leder, Krogshøj, ændrer han hendes jobbeskrivelse til administrativt arbejde under sin terroriserende supervision. Samtidig skubber Christian på for, at de skal prøve fertilitetsbehandling, og Lisbeth føler sig presset til sit yderste.

Hun har ofte lyst til at skrige højt og må meget ofte spise piller for en massiv hovedpine.

Uddrag af STATUS:

Lisbeth og Christian har været til middag hos en af Christians gamle venner og hans nye kæreste.

Hun kommer sjoskende ud på badeværelset, idet Christian stiller tandbørsten i kruset.

     Han ser på hende med hovedet på skrå. ”Kunne du ikke godt prøve at vise lidt mere engagement, Lisbeth?! Og spise lidt mere? Det er jo næsten en fornærmelse, så lidt du spiser, når folk har lavet god mad til dig.”

     Hun ser indgående på ham. Hans T-shirt strammer over maven.

     ”Jeg ved godt, at Christoffers nye kæreste ikke er din yndlingsveninde. Det er der jo ingen, der er! Men kan du så ikke engagere dig lidt for min skyld?”

     Lisbeth trykker en lille klat ansigtsvask ud på en fingerspids. Trækker svagt på skuldrene. ”Jeg gjorde det så godt, jeg kunne. Jeg er træt. Helt ind i knoglerne.” Hun gnider sæben grundigt rundt i ansigtet med cirklende bevægelser.

     ”Måske skulle du bare se Christoffer på tomands­hånd?” prøver hun, mens hun plasker vand i ansigtet.

     ”Jamen, de inviterede os begge to. De ville også have dig med!” Han ser trodsigt på hende. ”Hvis det er så opslidende på jobbet, må du finde et andet, der ikke tærer så meget!”

     Lisbeth trykker håndklædet mod ansigtet. ”Jamen, jeg vil jo gerne hjælpe. Er du klar over …”

     ”Men så tal med ham den nye chef!”

     Hun stopper i tørrebevægelsen, taler inde fra håndklædet. ”Årh, han er fuldstændig … Andrews diametrale modsætning. Vi har virkelig dårlig kemi!”

     Hun tager en dyb indånding, hænger håndklædet på plads og drejer hovedet mod Christian. ”Han har foreslået … Eller det er ikke et forslag, nærmere en or…”

     Christian aer hende på armen, da han går forbi hende ind i soveværelset. ”Og nu er det jo ikke, fordi vi har en vildt stor omgangskreds vel?! Det er da fint at se nogle mennesker!” siger han i et belærende tonefald, der minder hende om Krogshøjs.

    (…)

     Hun begynder at børste tænderne. Hårdt. Hun stønner og stopper. Trasker ind til Christian, taler med munden fuld af skum. ”Så invitér nogen. Bare ikke Christoffers kæreste eller ham med hende psykologen, der stirrer sådan. Hun giver mig myrekryb.”

     ”Ja, og ellers er der noget andet galt!” Han fnyser.

     På vej tilbage til badeværelset kan hun høre lyden af en dyne, der bliver rystet, og sengens fjedre, der knirker.

     Hun spytter skummet ud. ”Jeg skal bare være mentalt ovenpå for at kunne klare en hel aften med smalltalk.”

     ”Så lad da være med at smalltalke, for pokker!” Han svarer inde fra soveværelset. Anklagende, føler hun.

     Hun står med hånden på vandhanen. Lukker øjnene. ”Christian, jeg orker bare ikke at snakke med folk om mit job, vel?! Jeg forlanger ikke, at de skal forstå det, men de er altid så … Hvis jeg nævner ordet nødhjælp, er de så frelste og forstående, selvom de færreste faktisk donerer penge.”

     ”Men man taler vel så godt med om et emne, som man kan?! Du er altså så idealistisk, at det næsten bliver snobbet, Lisbeth.”

     Hun skyller munden, slukker lyset på badeværelset og går ind til ham. ”Jeg mener bare, at jeg ikke kender dem særlig godt, dine venners kærester. Jeg kan ikke bare lade, som om vi er veninder.”

     ”Nej, men måske kunne du prøve at åbne lidt op?!”

     Hun stiller sig for benenden af sengen. Trækker vejret hurtigt. ”Christian, hold nu op! Skulle jeg måske diskutere vores privatliv med en kvinde, jeg lige har mødt, og som jeg ikke selv har valgt at være sammen med? Måske tale med hende om vores manglende fertilitet?” Lisbeth ryster opgivende på hovedet.

     Christian sidder op ad sengegavlen og slår ud med armen. ”Christoffer fortalte mig da i aften, at de prøver at blive gravide.”

     ”Nå, men det er da fint.”

     ”Han spurgte, om vi ikke også snart skulle have et kuld. Jeg fortalte ham om vores problemer.”

     ”Hvad gjorde du?! Hvorfor? Vi havde jo aftalt …” Hun stirrer vantro på ham.

     ”Og hva’ så?!” Han ånder tungt ud. ”Nu betroede han mig en hemmelighed, så var det vel oplagt at være ærlig over for ham.”

     ”Men … men … Du brød vores aftale!” Vreden og gråden strammer i Lisbeths hals. Hun forsøger at blinke de våde øjne væk. ”Vi havde jo aftalt, at det ikke … at det var for følsomt.”

     ”Arh, det gør vel ikke så meget! Det er jo ikke en dyb, dyb hemmelighed, jeg har afsløret, vel?! Det er da et naturligt problem.”

     ”Jeg er ligeglad med, hvad du kalder det. Vi havde en aftale. Jeg har ikke lyst til at debattere mine personlige overvejelser med fremmede mennesker!” Lisbeths stemme er skinger.

     Christian gaber. ”Men det skal du da heller ikke. Vi arbejder bare på en opgave, og vi skal til at have noget hjælp.”

     ”Men de vil selvfølgelig spørge om en status, næste gang vi ses. Jeg vil ikke … Og hvem ved, hvem de ellers vil diskutere det med? Jeg vil ikke debatteres!” Lisbeth kan mærke blodet pumpe i kroppen. Trætheden er blæst væk.

     Hun går ud for at tage en tår vand. Taler ude fra badeværelset. ”Det handler om respekt, Christian. Hvorfor gør du det? Tænker du ikke over det, eller er du ligeglad?”

     Hun går tilbage. Sætter sig stift i fodenden af sengen. ”Christian?!”

     Hun vender sig om mod ham og ser, at han halvsidder med lukkede øjne og let åben mund. Hans åndedræt afslører, at han sover.

     Det spænder i hendes brystkasse. Hun har lyst til at skrige som af Krogshøj men går i stedet tilbage ud på badeværelset, hvor hun stirrer på sine hænder, der rutineret skruer låget af pilleglasset og ryster to hovedpinepiller ud. Hvor mange gange har hun gjort det? 1000? 5000? Hvor mange gange gjorde mor det, overvejer hun. Ikke just en livskraftig egenskab at give videre.

     Tilbage i soveværelset kravler hun ind på sin plads i sengen og slukker lyset. Hun hiver dynen op over hovedet og trækker benene op under sig. Vil bare lukke ned for det hele. I hvert fald forsøge.

To be continued…

Du kan også møde Catarina og Mia og Helle og Bjørn og Jesper her på siden.

Hvis du har lyst til at læse/lytte til hele historien om de seks gamle klassekammerateres liv og deres møde til gensynsfesten efter 20 år, kan du købe STATUS online her eller du kan købe den signeret direkte af mig.

Det er også muligt at læse en bid af bogen, besøg fx Saxo.com for en læseprøve.