Uddrag af STATUS: Mød karakteren Jesper
Læs uddrag af STATUS, hvor jeg har skabt karakteren Jesper
Jesper er en hyggelig, skarp og humoristisk fyr. Han er anæstilæge, lykkeligt nyskilt og har travlt med at indhente ‘det tabte’ i form af byture og nye damebekendtskaber. Han sætter en ære i ikke at have aftaler i kalenderen.
Uro i Jespers liv
Jesper har selv skabt uroen i sit liv ved at blive skilt og starte en ophedet debat med sin ekskone, Majken.
Senere indfinder uroen sig ved mødet med den håndfaste Ida, der ikke gider høre mere pis. Jesper bliver både provokeret og fascineret…
Mød Jesper i et uddrag af STATUS:
Jesper maler lofter i lejlighedens stue. Da han er færdig, går han ud i køkkenet for at finde noget at spise. På dørtrinnet stopper han op og ringer i stedet efter pizza og sin ven, Johan.
De sidder på madrassen og kigger op på det nymalede loft. Musikken og malerlugten siver ud gennem det åbne vindue. Ind siver varme, summen af biler og udrykninger. (…)
Johan tager en tår af sin øl og smiler godmodigt. ”Ellers nogen planer?”
Jesper ser overrasket på ham. ”For i aften?”
”Nej, jeg mente nu for sommeren. Eller fremtiden for den sags skyld.”
Jesper kradser malerpletter af den ene håndryg.
”Skal du holde noget ferie med børnene?” spørger Johan.
Jesper strækker sig dovent. ”Lige nu har jeg ingen planer. Overhovedet.” Han smiler stort. ”Andet end at nyde livet. Det trænger jeg til. Selv at styre butikken.”
En sms tikker ind på hans mobil. Han skimmer den og skærer ansigt. ”Apropos styre butikken. Der går ikke én dag, uden at Majken vil planlægge eller debattere et eller andet. Jeg bliver sindssyg!”
”Hva’ nu?” Johan hæver øjenbrynene.
Jesper himler over Majken, der beder ham hente børnene fra SFO og klub i morgen og passe dem nogle timer.
”Jeg har allerede sagt, at jeg skal på arbejde i morgen!”
”Ok, jeg troede, du havde fri, da du foreslog en tur i byen i aften?”
”Det har jeg også. Men vi to skal ud og drikke øl i aften. Og så mangler jeg loftet i børneværelset og at afhøvle gulvene.” Jesper ryster på hovedet. ”Jeg har ikke tænkt mig at svare!” Han lader telefonen glide ud af sin hånd og ned på madrassen. Lader sin lange ranglede krop falde tilbage med armene ud til siden.
Johan tygger af munden, mens han gnider på en plet på lærredsbukserne. ”Er du ikke bange for at miste kontakten med ungerne? Eller at hun pludselig hiver dig i Statsamtet og kræver fuld forældremyndighed?”
Jesper drejer hovedet i et ryk. ”Hva’?”
”Det ville jeg i hvert fald aldrig kunne bære, hvis det skete med min knægt.”
”Hvorfor skulle hun dog gøre det?” Jesper sætter sig op.
”Jeg mener … du ved.” Johan slår ud med hånden. En oliven triller af hans pizzastykke, og han følger den med øjnene. ”Hvis du hele tiden undslår dig. Er fraværende eller uinteresseret.”
”Jeg er da ikke uinteresseret!” Jesper ser fortørnet på ham. (…)
Jesper kører håret væk fra øjnene med en irriteret bevægelse. ”Hold nu op, Johan!” Han tager et nyt stykke pizza, rejser sig op og skridter rundt om sengen. ”Børnene og jeg kan mærke, når vi har lyst til at være sammen. Det skal ikke sættes i skema. Det er dét, der er hele pointen! Jeg vil have mere lyst og mindre pligt ind i mit liv, før jeg bliver for gammel til at bestemme noget selv mere eller dør i en ulykke.”
Jesper tager en stor bid pizza og sender Johan et bistert blik. ”Nu skal du sgu ikke være ligesom Majken!”
”Nej, det styrer du selvfølgelig selv. Jeg ville bare …” Johan rejser sig, mens han kører en hånd over skægget. Han går ind i børneværelset, hvor han sætter sig på hug og læser på en malerbøtte.
Jesper trækker vejret dybt. ”Jeg orker bare ikke at stå til rådighed uden plads til spontanitet. Det var dét, jeg ville væk fra!” Han smider det resterende halve stykke pizza fra sig i pizzabakken.
Johan rejser sig op og nikker. ”Men det behøver vel ikke være alt eller intet?!”
Jesper prøver at lukke lågene på pizzabakkerne korrekt. ”Nej, nej,” brummer han, opgiver og maser bakkerne i stedet. Bukker dem sammen med stor kraft. ”Selvfølgelig skal jeg have fundet ud af noget ferie med ungerne, jeg er bare ikke nået til det endnu, vel?!”
Jesper skubber pizzabakkerne fra sig og børster pizzakrummer fra sengen ned på gulvet. Tænker på at han snart har fri i tre uger og på huset, de havde lejet i Toscana.
Han tager en dyb indånding. Rømmer sig. ”Nå, jeg finder lige noget musik med mere gang i. Og så skal jeg lige have et bad, inden jeg skal nogen steder.” Han hiver T-shirten over hovedet og smider den på madrassen.
Johan kører en hånd langs væggen inde på børneværelset. ”Jeg kan også godt lige give en hånd med. Med loftet herinde, mener jeg. Så er du det længere?!”
”Nja, ellers tak du. Skal jeg ikke bare se at blive klar, så vi kan komme lidt ud i verden?!” Jesper trommer lidt på sit maveskind og smiler bredt. ”Der må da være fuldt af babes sådan en dejlig sommereftermiddag?!”
”Øh ok, fint nok.”
To be continued…
Du kan også møde bogens fem andre karakterer, Mia og Helle og Bjørn og Catarina og Lisbeth, her på siden.
Hvis du vil vide mere om, hvad der sker i deres respektive liv og til gensynsfesten efter 20 år, kan du købe STATUS online eller fysisk hos boghandlerne. Det er også muligt få signeret og tilsendt en trykt bog direkte fra mig.
Du kan også kigge på Saxo.com’s læseprøve af STATUS eller tjekke fx Mofibos oplæsningsprøve