Jeg har skabt karakteren Catarina. Mød hende her i et uddrag af STATUS.

Catarina er en karismatisk og levende type med stålende øjne og en smittende latter, og i gymnasiet var hun meget populær. I midten af 2.g rejste hun dog i huj og hast ud som au pair.

Siden hun rejste, har hun stort set ikke været hjemme i Danmark. I stedet har hun boet forskellige steder i udlandet i næsten 20 år. Hun har levet livet og mødt en masse skønne mennesker i sine jobs på diverse rejsedestinationer.

På Samos i Grækenland faldt hun for Kriton, de blev gift og åbnede deres fælles drøm:
Et pensionat med glade gæster.

Det lyder næsten som et eventyr…

Uro i Catarinas liv

Uanset om det var et eventyr eller ej, varer det ikke ved. For nogle år tilbage døde Kriton i en trafikulykke, og det er gået ret meget ned ad bakke. Der er både problemer med pensionatets tilstand, økonomien og overskuddet.

Catarina er ikke typen, der spørger familien i Danmark om hjælp – eller besøger dem i det hele taget. Det er bare for besværligt med en far og en papmor, der blander sig, synes hun. I stedet forsøger hun at klare det hele selv og finder trøst i et glas vin eller flere.

En dag kører hun galt i sin pickup og kommer voldsomt til skade med sit ben. Derfor må hun nødtvungent acceptere, at hendes lillesøster Anja kommer til Samos og driver pensionen for sæsonen, mens hun selv ser frustreret til.

Uddrag af STATUS:

Aftenen før har Catarina siddet på sin balkon og skålet med sig selv ud i mørket – fuld af selvmedlidenhed og alt for meget vin.

”Catarina? Hallo? Vågn op. Er du der?” Anja buldrer på Catarinas dør.

     Langsomt får Catarina øjne, samler fortumlet krykken op fra gulvet og humper hen og åbner døren. ”Rolig, rolig! Hvad er der los?” Hun læner sig tungt op ad dørkarmen og gnider sine øjne.

     ”Har du set, hvad klokken er? Jeg bliver helt nervøs. Den er halv 11. Har du bare sovet?”

     Catarina gaber højt og prøver at tænke. Hun stirrer længe på den lille skinnende sølvkugle i Anjas næsefløj med et blankt blik, indtil hun pludselig husker, at hun hørte musik fra dengang i hovedtelefonerne og mindedes de ubekymrede gamle dage. Inde ved spisebordet bag sig skålede hun med de flirtende amerikanske soldater på flådebasen og holdt en fnisende tale, hvor hun takkede dem from the bottom of my heart for at have reddet hende fra den snerpede au pair-familie. Hun havde den ene hånd på stoleryggen for balancen og den anden på brystet for sjov, og hun knækkede sammen af grin, da hendes forsøg på at neje blev til et skævt buk og et væltet vinglas.

     Hun smiler et lille hemmelighedsfuldt smil, mens hun klør sig i håret og gaber endnu mere.

     ”Puh, en ånde du har! Har du holdt fest?” Anja kigger søgende over skulderen på hende.

     ”Næ …” Catarina trækker sig en smule baglæns og svajer lidt. Hurtigt trækker hun døren tæt på sig for at spærre for Anjas udsyn til spisebordets glas og flasker.

     Anja siger et eller andet, men Catarina kan ikke koncentrere sig om at høre efter, vil hellere vende tilbage til, hvad hun ellers lavede i går … fornemmer at det var sjovt.

     Hun smiler frem for sig. Hører for sit indre øre den østrigske schlagermusik og ser for sig skålen med billedet af Greta, Die Kleine Eva, Max og alle de andre sæsonarbejdere, efterfulgt af forsøget på at kravle op på bordet for at danse ligesom dengang. Hun kaster et stjålent blik ned ad begge ben og scanner dem for skrammer eller skader efter de akavede bevægelser. Hun kan ikke umiddelbart se noget men måtte sandsynligvis også opgive?

     ”Altså, hvis du vil have morgenmad, inden jeg rydder buffeten, så er det nu.”

     Catarina nikker fraværende, mens hun masserer sin lænd med den frie hånd, mærker hvor øm den er. Det må stamme fra turen rundt om spisebordet, hvor hun med åbne arme forestillede sig publikums hyldest efter sin medvirken i de mange shows i de spanske feriebyer. Det foregik med ryggen bumpende mod bordpladen og til tonerne fra Cabaret, skålende med Lenny, den skønne dragqueen, der elskede sang og dans lige så meget som hende selv.
Hun sukker. Og husker hvordan hun følte sig overstrømmende taknemmelig ved tanken om deres fantastiske samarbejde og de uendelige grineflip og bagefter endnu en gang småtudede over hans alt for tidlige død.
Hun sørgede med gravøl eller rettere -vin og endte med at løfte glasset og hilse på de tomme stole omkring bordet og føle sig som noget fra 90-årsfødselsdagen, som de altid så til nytår derhjemme.

     Hun gnider ansigtet og prøver at udviske billedet af sig selv, møvende, bandende og svovlende nede på gulvet på vej mod sin seng.

     ”Kommer du, eller hva’?”

     ”Ja, ja!” stønner hun træt og skal til at smække døren, da hun husker sin plan fra i går aftes. ”Jeg har også noget, jeg skal tale med dig om.”

     Hun skynder sig at lukke døren. Trænger til en opstrammer og et koldt bad.

To be continued….

Læs også historien om Lisbeth og Helle og Mia og Bjørn og Jesper her på siden.
Du kan bestille STATUS online her eller direkte af mig med en hilsen i her
Det er også muligt at læse et lille udsnit af bogen på saxo.com