”Gud, Bjørn, sidder du herude?”

     Døren til drivhuset glider op, og han åbner overrasket øjnene. Det er Joy ovre fra nummer 12. Hun har kjole på og langt hår, som vinden leger med.

     ”Hej,” siger Bjørn og smiler fåret. Han rejser sig op, mærker at han svajer let.

     Joy træder ind og lukker døren bag sig, hoster let og griner. ”Skal jeg ikke lige lukke, så vi får maks. glæde af røgen?”

     Hun har en smittende latter, tænker Bjørn.

     ”Du sidder lige og får dig en lille koger? Her er godt nok tåget, men det ser hyggeligt ud!” Hun vifter smilende med hånden foran ansigtet og henter mælkekassen, som hun stiller på højkant og sætter sig på. ”Må jeg være med?”

     Bjørn sætter sig tungt ned igen. ”Sorry. Ja, jeg sidder lige og koger lidt. Men kom indenfor, hvad skulle det være?” Han rækker hende jointen, kan ikke se helt skarpt.

     ”Du sagde noget om nogle rabarber, jeg måtte få? Men jeg har ikke så travlt. Lad os bare starte med at få et par hiv.” Joy nikker med et skævt smil. ”Det er godt nok længe siden, jeg har prøvet det.” Hun klukker lidt og tager et dybt hiv, holder røgen i lungerne så længe som muligt.

     De smiler indforstået til hinanden.

     Bjørn ser ned på sine fødder og tænker kort, at han burde rejse sig og finde de lovede rabarber. I stedet bevæger han fødderne frem og tilbage, opdager at han nyder lyden af skosåler mod sandede fliser, som minder ham om sommerhus og sand mellem tæerne. Han lukker øjnene med et smil om munden.

     Joy lader røgen sive langsomt ud mellem læberne og rækker jointen tilbage til Bjørn. ”Hvordan går det?”

     Han åbner øjnene og ser på hendes mund, der taler. ”Joh …”

     ”Du lader til at have meget godt styr på det nye liv?”

     Bjørn ryster på hovedet. ”Altså, jeg sidder i mit drivhus og ryger hash. Det kunne man vælge at se som …”

     Joy rykker mælkekassen helt hen til Bjørn, så de sidder skulder ved skulder.

     ”Og hva’ så?!” Hun puffer venskabeligt til hans skulder. ”Bjørn, det er altså ok at være trist og overvældet af tanker. Det er jeg faktisk ofte, selvom jeg har hjemmeboende ægtefælle!”

     Bjørn tager et hiv mere, gnider ansigtet med den anden hånd og føler sig svimmel. ”Jeg ved ikke, det er nok hårdere, end jeg regnede med.”

     ”Men du besidder sådan en ro, Bjørn! Du udstråler ro. Og overskud. Og humor. Det er en fantastisk cocktail, synes jeg.” Joy lægger sin hånd oven på Bjørns, så de begge holder jointen.

     Bjørn lukker øjnene igen, og sammen sidder de lidt i stilhed og lytter til radioens musikquiz serveret med en svag baggrundssusen.

     ”Det rigtige år er …” Speakerens stemme skratter og forsvinder et øjeblik i atmosfæriske forstyrrelser.

     Bjørn trækker på smilebåndet, nyder sit uperfekte apparat, der virker, som om det har sit eget liv og selv bestemmer, hvilke informationer det vil af med.

     ”Jonathan ville ellers ikke i skole i morges. Han sagde, at …” Joy taler med lukkede øjne.

     Bjørn lægger nakken tilbage og ser op i himlen, opdager hvordan Joys stemme danser med radioværtens. De skiftes til at byde hinanden op, venter for det meste pænt på, at den anden har danset færdig, inden de selv starter, men er også nogle gange så ivrige, at de vikler sig ind i hinanden og ødelægger det for dem begge. Stemmerne stiger og falder i intensitet, de er begge gode dansere. Virtuost, tænker han og smager på ordet. Er det dét, det hedder?

     ”Kan du forstå, at …”

     ”Næ,” indskyder han på et passende ophold i hendes talestrøm.

     Han flytter blikket til sideruderne ud for sin skulder. Forundres over hvordan fuglene bærer sig ad med at klatte på lodrette flader. Er det noget, de lærer i forbindelse med flyvetræningen? Han klukker lidt for sig selv.

     Joy stopper midt i en sætning, åbner øjnene på klem og ser på ham med et tåget smil. ”Sig mig, hører du overhovedet efter?” fniser hun.

     ”Næ,” indrømmer Bjørn med små øjne og klør sig i håret.

     Joy knækker sammen af grin. ”Jeg elsker ærlighed!”

     Bjørn smiler med et fjernt blik. ”Det er ok. Snak bare. Det er hyggeligt.”

     Joy knuger Bjørns hånd og griner endnu højere.

     Bjørn nærstuderer Joys åbne mund og lytter til de fantastiske boblende lyde, der kommer ud af den. Han mærker, hvordan hans egen latter kommer rullende op igennem kroppen, og sammen griner de, så tårerne triller.

     Da radioavisen advarer om tåge og lav sigtbarhed, er Bjørn ved at falde ned af skamlen af grin, og Joy hiver ham tilbage på plads og fletter sine fingre ned i hans.