Tag med til gammel klassefest i STATUS

Tag med til gammel klassefest i STATUS

I STATUS holder Anita gammel klassefest for gymnasieklassen efter 20 år.

Den foregår i et vådt, efterårsfalmet område i et brunt og surtlugtende sommerhus fra 70’erne.

STATUS på vej til klassefest

På vej til festen

Uddrag fra bogen:

”Om 500 meter, drej til højre.” Mobiltelefonens GPS-stemme hiver Lisbeth ud af døsen.

     Hun kigger forskræmt ud på den grumsede himmel og det efterårsfalmede område, hun kører igennem. Markerne er sorte og afbrændte, og de forblæste vejtræer kæmper for at beholde de sidste spredte blade i den kraftige vind. Et sted i vejkanten reklamerer et hjemmelavet skilt for antik og æbler. Da lokalbussen passerer, kigger hun håbefuldt efter passagerer, måske endda et venligt ansigt, men forgæves. Bussen er tom.

     ”Om 50 meter, drej til højre. Fortsæt herefter tre kilometer ad …”

     Lisbeth stønner ved lyden af GPS-stemmen, lytter ikke efter detaljerne, adlyder bare blindt.

     Hun løfter blikket og skæver op på et par tårnhøje flagstænger i skumringen. De stolte byflag er flænsede af vind og vejr, og flagsnorene klaprer mod flagstængerne i vinden. Et supermarked med en tom parkeringsplads reklamerer med åbent til sent.

     Hun bider i en negl. Gammel klassefest, gensyn med gamle dage. Den fest, som hun aldrig i livet havde troet, hun ville deltage i. En fuldstændig absurd plan. Ikke engang en plan, bare … Jo mere hun tænker over det, jo mere nervøs bliver hun. Hun har ondt i brystet. Fortryder.

Sommerhuset

Sommerhuset er en 70’ermodel. Træ med lavt tagudhæng, brunt i brunt. Der holder to biler langs grusvejen. I tusmørket kan Lisbeth se et par øjne kigge hen over et spraglet lavt gardin, og straks efter står Anita i døren. Hun kommer smilende ud til bilen, mens hun tørrer hænderne i et flosset viskestykke.

     ”Heeej, godt du kunne komme, var det svært at finde?” Anita giver Lisbeth et overvældende knus. Hendes øjne stråler, hun ser glad ud, stadig læderbrun på trods af årstiden.

     ”Godt at GPS’en er opfundet!” Lisbeth svarer kækt og mekanisk og gengælder knuset lidt stift. Hun håber ikke, Anita bemærker hendes hjertebanken.

     ”Kom ind, kom ind, Bjørn og Jesper er allerede kommet. Det er så fedt at se jer, det havde jeg bare så meget lyst til! Gå bare ind til de andre, jeg skal lige se til ovnen.”

     Lisbeth sukker lydløst og har lyst til bare at opløses. (…)

     Hun træder forsigtigt ind i stuen, der viser sig at ligne en cigarkasse med sænkede lofter og gulnet fyrretræ med mørke knaster. Hun hiver efter vejret, føler sig omringet. Overalt er der møbler i alle træsorter og fra alle årtier, og der lugter hengemt og surt fra det plettede grå gulvtæppe. Vindueskarmene og reolerne bugner af lysestager med og uden lystumper, vaser med plastic­blomster og fade med dimser, der kæmper om pladsen med strandsten og souvenirs. Alle vandrette flader er besat.

     Lisbeth lukker øjnene. Anlægget, der er fra kassettebåndenes tid, spiller I wanna dance with somebody. Whitney Houston er glad og energisk. Det er tydeligt, at Anita har planlagt en aften med nostalgi og sjove minder. Men det nytter ikke, tænker Lisbeth. Hun ånder tungt ud.

Hvorfor tage til gammel klassefest?

Du skal ‘tage med’ til gammels klassefest i STATUS for at blive underholdt, og fordi du sandsynligvis vil kunne genkende en eller flere typer og en eller flere udfordringer ved at møde fortiden…

Lisbeth har sine helt egen bevæggrunde til at deltage… For selv om tanken om at møde fortiden skræmmer hende voldsomt, har hun brug for et sted at flygte hen fra sin snærende tilværelse. Og på trods af indre modstand og sund logik kan hun heller ikke lade være med at drømme bare en lille smule…

De 5 andre karakterer i STATUS har ligesom Lisbeth deres at slås med, men de deltager alle. Nogle håber på om et par fornøjelige timer væk fra den besværlige hverdag, andre drømmer om det der var, og de roller de besatte dengang. Andre igen deltager i lettere desperation.

Læs om Lisbeth, Catarina, Bjørn, Jesper, Mia og Helle, der alle deltager i en gammel klassefest, hvor alle lurer på alle og har hver sin agenda. Alle bliver de overraskede og får nye indsigter.

 Læs et lille udsnit af bogen på saxo.com