Jeg har tidligere læst bøger af Joël Dicker, men jeg blev desværre skuffet over ‘Stephanie Mailers forsvinden’.

Jeg måtte opgive

Romanen har 633 sider. Jeg måtte desværre give op på side 398…
Ifølge omslaget var det årets mest solgte bog i Frankrig i 2018. Og jeg har svært ved at forstå det!

Her skal det for en god ordens skyld nok tilføjes, at jeg ikke er den store krimifan. Jeg går altid langt mere op i persontegningen end i et mord-plot, men nogen gange kan man jo være heldig at få dobbelt op. Det var desværre ikke tilfældet…

Jeg har læst forfatterens to forgående romaner: ‘Sandheden om Harry Quebert-sagen’ og ‘Bogen om Baltimorefamilien’ som begge også var tykke bøger med et spændingsplot. Dengang var jeg underholdt og læste dem færdig, selvom jeg godt kan huske, at jeg syntes, de var lige lovlig og unødvendigt lange.

I hvert fald var jeg klar til at læse endnu en historie fra forfatteren, men denne roman måtte jeg simpelthen opgive!

Plottet bliver for kompliceret og krøllet

En journalist påstår, at en 20 år gammel mordsag endte med at anklage og dømme den forkerte. Hun forsvinder derefter for senere at blive fundet kvalt i en lokal sø. Så langt, så godt. Alle har noget i klemme, er troværdige, og man (jeg) er nysgerrig.

Men det går langsomt galt, fordi der tilføjes flere og flere detaljer: flere perifere personer, flere perifere hændelser, flere datoer, flere årtier, som efterhånden får mig til at miste lysten til at holde styr på det hele, fordi det virker mere og mere meningsløst og overvældende uden at blive mere spændende.

Sproget fungerer ikke

Sandsynligvis for at afhjælpe forvirring og tab af detaljer lader forfatteren til gengæld de tre efterforskere spørge, opsummere og gentage status igen og igen og igen. Det sker desværre så ofte og så udpenslet, at jeg konstant kommer til at tænke på, at det er en højst usandsynlig og utroværdig måde at kommunikere på! Og dermed kommer jeg jo ud historiens ‘bobble’ i stedet for at blive draget ind.

Desværre lider sproget også flere steder af at være alt andet end mundret. Jeg ved ikke, om det skyldes et gammeldags og svulstigt fransk i originalversionen af bogen, eller om problemet ligger hos oversætteren, men man siger altså ikke “Det gjorde du ret i” i dagens Danmark!!

For mange klichéer

Og nu hvor jeg er igang med at klage, er flere af personerne så store klicher og taler så klichepræget, at det er mig en gåde, hvordan teksten er sluppet igennem forlæggerens røde pen. Bemærk, at der ikke er tale om ironi og skæve henvisninger, der peger i retning af humoristiske træk:
“Jeg troede aldrig, jeg kunne blive så lykkelig,” sagde Cynthia med øjne der strålede af kærlighed. “Jeg har det på samme måde. Vi er så heldige,” svarede Jerry. Gys!
Og et andet sted i romanen: “Jeg vidste, at denne dag ville komme. Jeg vidste, at det ikke ville kunne forblive en hemmelighed resten af mit liv.”
“Hvilken hemmelighed, Fru Brown?” spurgte jeg. “Hvad er det, du har holdt skjult i tyve år?”
Charlotte tøvede kort, men begyndt så at fortælle med spinkel stemme.” Come on?!

Pengefikseret forlag eller bare en bitter pille?

Ja, det er nok overflødigt at bemærke, at jeg ikke synes, der er tale om en specielt god bog…

Jeg har før set lignende eksempler på, man kan slippe afsted med en hel masse ævl og ‘uskarphed’, hvis man én gang har skrevet en bestseller. Det er så ærgerligt, når det lugter af pengemaskine.

Eller også er det bare en bitter pille at sluge for undertegnede (‘upcoming’ forfatter), der har tæsket rundt i velfungerende plotstruktur, troværdig dialog, tre-dimesionelle karakterer mm. til bevidstløshed i forbindelse med færdiggørelsen af STATUS.

“Ni er nure,” sagde røven om rennebærrene ? 😉

Du kan låne ‘Stephanie Mailers forsvinden’ af Joël Dicker på biblioteket.

Og/eller du kan læse om mig som anmelder her.

Og om mig som forfatter, læser og menneske her.