STATUS – nu også som lydbog!
STATUS er nu også kommet som lydbog og fatteren er glad! Det er en milepæl for mig, at romanen nu kan downloades (købes og streames) der hvor man normalt henter sine lytteoplevelser.
Drømmen og planen om STATUS som lydbog
Det har hele tiden været min drøm og min plan, at STATUS også skulle udkomme som lydbog.
Men jeg lurepassede lidt lidt til at begynde med. Jeg ville gerne ville have en fornemmelse af, hvordan romanen blev modtaget i første omgang – dvs. som trykt bog og e-bog. Og som ny forfatter turde jeg ikke slå for stort brød op af frygt for både pengetab og massiv skuffelse.
Men så fik jeg jo lykkeligvis lutter gode anmeldelser!
Drømmen og planen er ført ud i livet – med diverse bump på vejen
Nu er drømmen heldigvis blevet til virkelighed.
Men som med eventyr har det selvfølgelig ikke været bare lige…
Jeg ved ikke, om jeg måske kan være først lidt for tøvende, når jeg skal prøve noget helt nyt? Og dernæst måske lidt for kritisk, lidt for styrende og lidt for utålmodig, når jeg så kommer i gang med det nye projekt?
Kan jeg selv læse min bog op på den rigtige måde?
Flere har gennem de seneste måneder spurgt mig, om jeg ikke selv har overvejet at indlæse lydbogen. Det gør mange af de kendte jo… Og de har stor succes med at tilføre personlighed og nerve til historien, der på den måde bliver mere levende.
Og jo, det har jeg! Men efter at have lyttet til nogle indlæsningsforsøg, jeg lavede på min mobils diktafon, synes jeg ærlig talt ikke, at jeg lød helt fantastisk. Det er noget med, at man som lægmand ikke har luft nok i stemmen og nemt får talt for hurtigt.
For at være helt sikker på min beslutning, tjekkede jeg en streamingtjeneste for andre ukendte forfattere, der selv læser deres bog op. Og jeg skal med det samme afsløre, at jeg er absolut novice udi lydbogsbrug, men jeg synes ikke rigtig, at de stemmer jeg prøvelyttede inden for kriterierne fungerede særlig godt.
Derfor: Af frygt for at indtale en lydbog som lytterne risikerer at blive irriterede på og fravælge (der er nogen der får virkelig dårlig kritik i anmelderfeltet på Mofibo!) valgte jeg at fokusere på at finde en professionel indlæser. Det tog noget betænkningstid – jeg er som tidligere nævnt lidt tøvende, når jeg skal påbegynde ny projekter – for jeg var selvfølgelig også lidt nervøs for at ‘afgive’ min historie.
Hvem kan så læse min bog op på den rigtige måde?
Jeg lyttede og jeg lyttede og jeg lyttede til indtalingsstemmer både på Selvlyd og på diverse streamingtjenester. Og det var spændende men samtidig vældig svært og vældig tidkrævende.
Svært, fordi jeg skulle forestille mig den givne stemme formidle historien i STATUS og især dialogerne – dem er der mange af, inkl. både højlydte og fåmeldte diskussioner.
Tidskrævende, dels fordi jeg som sagt lyttede til mange stemmer, dels fordi de mest kendte, som selvfølgelig umiddelbart var de bedste, enten var optagede langt frem i tiden eller for dyre. Derudover skulle kommunikationen med lydstudiet foregå via mit forlag, som ellers mente, at jeg gik bag deres ryg. Her kom min utålmodighed og mit behov for at styre processen på prøve…
Men så dukkede hun på en eller anden måde op: Katrine Bach.
- Det er en kvinde – det var mit første udvælgelseskriterie fordi jeg synes, det passer bedst til bogens tone.
- Hun har den rette alder (i 40’erne)- det var vigtigt for stemmens troværdighed.
- Jeg nyder helt banalt at lytte til hendes rolige stemme.
- Hun var ledig og kunne begynde straks – og blive færdig inden jul. Stort plus for min utålmodighed!
Alt godt kommer til den som venter…
Det sagde en tidligere studiekammerart altid til mig, når han mærkede, at jeg blev for ivrig og utålmodig. Han sagde det for at drille – og det virkede – men måske er der lidt om det. Jeg føler i hvert fald ikke, at noget med lydbogen er blevet forhastet. Og alligevel er den nu udkommet på et godt tidspunkt her før jul og lyttere der holder juleferie, og den har den helt rigtige indlæsningsstemme.
Kunne noget have været anderledes? Hmmm, tja, jeg kunne have taget det stemmetrænings-kursus, som jeg fandt på nettet, om som måske ville kvalificere mig som indtaler, men som jeg ikke følte, jeg havde tid/råd til. Og jeg kunne måske også godt drømme om lidt bedre kommunikation med mine samarbejdspartnere.
Men det bliver næste gang! For lige nu har jeg lært en masse af første forsøg, og jeg er topglad for resultatet!
Du kan læse mere om bogens historie, inspirationen og intentionen her.
Du kan finde STATUS online her
Eller du kan snuppe en læseprøve her.