STATUS er udkommet!
Så er er min roman STATUS endelig udkommet!
Det har været en lang og hård tilblivelse over flere år, men som med barnefødsler glemmer man alt besværet, når man står med ‘guldklumpen’ i armene. Så har det uden skyggen af tvivl været det hele værd! Og man bobler indeni af begejstring og stolthed over det dejlige barn, man har skabt.
Fejring af STATUS
Fredag den 28. maj 2021 kom min bogbaby officielt til verden, og udgivelsen bød selvfølgelig på fest og fejring.
Haven var fyldt af solskin, ros, støtte, entusiasme, engagement og glade mennesker.
Jeg blev simpelthen så rørt over alle de smukke ord, tanker og gaver! Tak til alle jer, der deltog og gav mig fantastiske minder! Jeg fortsætter straks mit arbejde med opfølgeren til STATUS, så vi kan gentage successen 🙂
STATUS er udkommet, og du kan læse mere om bogen her og læse anmeldelser/købe den her
Festen i STATUS
Festen i STATUS er alt andet end en havefest med sol og begejstring
Til gensynsfesten i romanen, som det hele handler om, er det efterår med kold, silende regn, og rammen er et lettere fugtigt og surtlugtende 70’er sommerhus. Derudover er er der en masse modstridende følelser involveret: nysgerrighed, vrede, generthed, sorg, glæde og ønsket om tidsfordriv.
Især karakteren Lisbeth har det svært med sin deltagelse i gensynsfesten
Citat fra bogen:
Sommerhuset er en 70’ermodel. Træ med lavt tagudhæng, brunt i brunt. Der holder to biler langs grusvejen. I tusmørket kan Lisbeth se et par øjne kigge hen over et spraglet lavt gardin, og straks efter står Anita i døren. Hun kommer smilende ud til bilen, mens hun tørrer hænderne i et flosset viskestykke.
”Heeej, godt du kunne komme, var det svært at finde?” Anita giver Lisbeth et overvældende knus. Hendes øjne stråler, hun ser glad ud, stadig læderbrun på trods af årstiden.
”Godt at GPS’en er opfundet!” Lisbeth svarer kækt og mekanisk og gengælder knuset lidt stift. Hun håber ikke, Anita bemærker hendes hjertebanken.
”Kom ind, kom ind, Bjørn og Jesper er allerede kommet. Det er så fedt at se jer, det havde jeg bare så meget lyst til! Gå bare ind til de andre, jeg skal lige se til ovnen.”
Lisbeth sukker lydløst og har lyst til bare at opløses. Hun tænker på historien, hun elskede at læse som barn, den med pigen, der kunne gøre sig usynlig. Pigen lukkede øjnene og forsvandt, når hun var genert eller ville være alene. Det fascinerede Lisbeth, det var så praktisk. Men så blev pigen stor og fik en ven og voksede fra det. Jeg er ikke kommet så meget videre, konkluderer Lisbeth og overvejer kortvarigt at gå på toilettet og sige, at hun er blevet dårlig. Det ville ikke være helt løgn. Hendes mave slår nogle gevaldige knuder og giver hende kvalme, hjertet fylder hele brystet. Hun tager en dyb indånding. Kom så, stor pige!
Hun træder forsigtigt ind i stuen, der viser sig at ligne en cigarkasse med sænkede lofter og gulnet fyrretræ med mørke knaster. Hun hiver efter vejret, føler sig omringet. Overalt er der møbler i alle træsorter og fra alle årtier, og der lugter hengemt og surt fra det plettede grå gulvtæppe. Vindueskarmene og reolerne bugner af lysestager med og uden lystumper, vaser med plasticblomster og fade med dimser, der kæmper om pladsen med strandsten og souvenirs. Alle vandrette flader er besat.
Lisbeth lukker øjnene. Anlægget, der er fra kassettebåndenes tid, spiller I wanna dance with somebody. Whitney Houston er glad og energisk, det er tydeligt, at Anita har planlagt en aften med nostalgi og sjove minder. Men det nytter ikke, tænker Lisbeth. Hun ånder tungt ud.