I centeret træner Helle i crosstraineren. Hun træder hårdt i fodpladerne, og hun flår i håndtagene. Hun har større belastning på end ellers, selvom leddene jamrer ved hver en bevægelse. Hun trænger til det, synes hun, ser frem til ud-af-kroppen-oplevelsen, som hun ikke har kunnet fremelske længe, og som hun savner voldsomt. Smerterne plager, og sve­den hagler af hende, men hun bider hårdt sammen og forsø­ger ikke at tænke på noget. Heldigvis begynder det hurtigt at prikke i hendes fingerspidser, og hun smiler taknemmeligt i håbet om, at den eftertragtede følelse er på vej. Hun hader at tænke så meget. Måske er det derfor, jeg sover så dårligt, tæn­ker hun, mens hun river stædigt i håndtagene.

Hendes krop sitrer af udmattelse, og hun synes pludselig, hun skal kaste op. Hurtigt slipper hun håndtagene og vil træde ud af maskinen, men fodpladerne er stadig i høj fart, og hun mister balancen.

Da hun åbner øjnene, ser hun nogle mennesker stå bøjet over sig. Hun blinker hårdt nogle gange og smager blod i munden, mærker en opsvulmet læbe med tungen. Hvor pin­ligt. Jeg har sgu da levet på den type maskine i 20 år! tænker hun og prøver at sætte sig op, men det er svært, fordi kroppen føles som en kludedukkes. Den har bly i lemmerne. Højre al­bue dunker også helt afsindigt.

En ung fyr i fitnesscenterets sorte T-shirt skubber de andre tilskuere lidt væk. Han sætter sig på hug ved siden af hende og rører hende første forsigtigt på håret, så på skulderen. “Er du ok?”

”Jeg skal bare lige sidde lidt. Hvis jeg lige kan …” Helle kommer med besvær helt op at sidde ved brug af den ikke-smertende arm. ”Så!”

Hun lægger mærke til fyrens fantastisk flotte øjne og prøver at smile. Mærker irriteret at det gør for ondt og prøver i stedet at skjule den hævede læbe ved at suge den ind i munden.

Fyren beder Helle bøje benene foran sig og stikke hovedet ned imellem dem. ”Du skal lige have noget blod til hjernen.”

Han presser blidt i hendes nakke for at få hende til at gøre, som han siger.

Helle lukker øjnene og prøver at ignorere omstændighederne. Spinder ved berøringen.

”Er du sikker på, at du er ok? Har du drukket nok væske?” fortsætter han.

”Søde ven, se lige på mig. Synes du, jeg ligner én, der ikke har trænet før?!” Helle stønner ærgerligt med hovedet mellem benene. Det dunker i hendes tindinger.

Fyren griber om hendes ene håndled med to fingre. ”Altså, din puls er tårnhøj. Og du ser helt smadret ud.”

”Nå, fedt! Tak for lort!” Helle løfter hovedet i et ryk. Hun snøfter en dråbe klar snot tilbage i næsen, slikker blodet af læben og tager sig vredt til albuen.

”Du har også slået armen?” Han mærker forsigtigt på Helles arm og bøjer og strækker den. ”Den er heldigvis ikke brækket, tror jeg, men få lige en tid hos lægen. Blodtryk og røntgen og det hele. Du skal lige tjekkes, ok?”

Helle dækker for den hævede læbe med hånden og retter sig lidt op. Mobiliserer alt der overhovedet lystrer i hendes krop.

”Jeg har det fint! Jeg skal bare have en proteindrik, så er jeg flyvende igen.”

Fyren ser nysgerrigt på hende. ”Har din krop føltes anderle­des end normalt på det seneste?”

Hun trækker på skulderen og stønner, fordi det gudhjælpe­mig også gør ondt.

”Jeg tror bestemt, du skal have hvile. Du har brug for en lang pause fra træningen.”

”What?” Det giver et sæt i Helle.

”Altså, når man kokser sådan, så skal man tage det meget alvorligt.” Fyren nikker eftertænksomt.

”Seriøst?” Helle ser undersøgende på ham.

Han forklarer et eller andet, men hun taber tråden ved hans velformede overarm, der stikker frem fra T-shirtens ærme. Den er ret lækker. Muskuløs uden at være bodybuilderagtig, konstaterer hun. Han dufter også godt. Friskt. Og lidt af skyl­lemiddel. Ren og ny.

”… normalt fænomen. Din krop har sandsynligvis akku­muleret træthed.” Han klapper hende blidt på armen.

Som om jeg var faldet over rollatoren, tænker hun og træk­ker armen til sig. Bider smerten og degraderingen i sig. Nu var det ellers lige lidt interessant.

”Og hvorfor skulle jeg have ak-ku-mu-le-ret træthed?” Hun spytter stavelserne ud. ”Er det noget, du rigtig ved noget om? Påstår du, at jeg ikke kender min krop?!” Helle kniber øjnene sammen og skal til at hidse sig op, men hun taber pusten, da fyren rejser sig op og kører en hånd igennem sit halvlange, na­turkrøllede hår. Han har altså de vildeste blå øjne. Hun måler ham fra top til tå. Faktisk er han irriterende appetitlig.

”Jeg studerer idræt. Og man akkumulerer træthed, som det så fint hedder, hvis man presser sig selv for hårdt og modar­bejder kroppens signaler. Måske har du spist for ensidigt og glemt at træne med tanke på din form eller din alder?” Han smiler til hende.

Et overbærende smil, synes hun. Hold kæft, en højrøvet grønskolling.

”Hvad fanden ved du om min krops signaler?!” hvisler hun.

Hun ignorerer hans fremstrakte hånd og rejser sig, så hur­tigt hun kan, mens hun hiver elastikken ud af håret for at ry­ste det løst. Men hun bliver svimmel og må stoppe midt i be­vægelsen og gribe ud efter ham. Et øjeblik klamrer hun sig til hans arm med lukkede øjne for at finde balancen. Da hun har sundet sig, åbner hun øjnene og ser rundt på sit måben­de publikum. Ranker sig instinktivt og marcherer med faste skridt ud mod omklædningsrummet, mens hun sutter på sin opsvulmede læbe.

Hun kan se, at ham den blåøjede Kloge Åge glor med åben mund. Heldigvis. I det mindste.