Når man taler om kampen for at blive forfatter (og om at lykkes med en drøm i det hele taget) skaber det for nogen en indre film. Filmen handler om en stakkels kunstner, der må så grueligt meget igennem, før der til sidst dukker en uventet ‘hjælper’ – måske i form af en magisk lyserød tryllefe – op og viser vej til successen.

Min kamp for at blive forfatter

Kampen for at blive forfatter – kampen for at lykkes med det jeg drømmer om – indeholder IKKE en magisk lyserød tryllefe. Det er vist mest i amerikanske film og i historien om Askepot?

I min virkelige verden handler det desværre om noget så kedeligt som hårdt arbejde, masser af tid, stædighed, tålmodighed og vedholdenhed.

Da jeg skrev på STATUS, ville det have været uendelig meget nemmere at give op og skrotte projektet og dermed drømmen. Som stress-sygemeldt var det nemlig ikke lige stor selvtillid og evig energi, der drev værket.

Og da jeg endelig var færdig med diverse om- og gennemskrivninger, begyndte den efterfølgende etape, hvor jeg med klamme håndflader sendte mit hjerteblod i form af det færdige manuskript til forlag efter forlag. Og blev afvist næsten hver gang. Heller ikke en nem omgang for selvværdet.

Efter udgivelsen har fokus været på promovering af bogbabyen. Det har krævet mange overvejelser og mange kvababbelser over at ‘larme’ og rette spotlyset på egne bedrifter, når man normalt er den stille type.

Nysgerrig, stædig og vedholdende

I dag hvor jeg er ‘ude på den anden side’ og kan kalde mig forfatter, forstår jeg stadig ikke helt, hvordan jeg trods alt magtede at komme i mål.

At jeg overhovedet påbegyndte romanen skyldes især to ting. Dels har jeg altid elsket at skrive og tekstnørde. Dels har jeg altid været vanvittig nysgerrig på menneskelige relationer – noget som STATUS i den grad behandler.

At manus blev færdig tilskriver jeg min stædighed. Jeg vidste hele tiden dybt inde, at der ville komme en bog ud af det. Ikke hvilken og ikke under hvilke omstændigheder, men en bog. For jeg havde et stort behov for at udfolde historien om de gamle klassekammerater, som tvinges til at gøre status.

Ikke nok at skrive bogen

Men fordi jeg brændte sådan for historien, skulle den jo også ud og ikke bare skrives til skuffen. Så udfordringerne fortsatte med at finde et forlag og efterfølgende promovere bogen. Det var en kamp, som krævede alt mit mod og overskud.

På mirakuløs vis fandt jeg heldigvis langsomt efterhånden tilbage til en dybt begravet fightervilje, jeg havde haft før mit stressnedbrud. Det var en proces, hvor jeg lærte en hel masse om mig selv, og hvor meget jeg egentlig kunne. Og hvor meget jeg egentlig turde!

Den største indsigt

Jeg har udfordret mig selv og har prøvet lidt af hvert. Stået i et sveddryppende varmt center og spejdet forgæves efter signeringsinteresserede kunder. Ringet til cafeer og magasiner mhp. forfatteroplæg og omtale. Solgt mine bøger på et marked som en anden kræmmer. Gang på gang har jeg forsøgt ikke at tænke alt for meget. Og jeg prøver konstant at huske mig selv på, at et afslag meget, meget sjældent er personligt.

Den største indsigt jeg har fået, er, helt basalt, at det er mig – og kun mig – der ved, hvad jeg vil, og hvad jeg kan. Og hvis jeg ikke tror 1000% på det og agerer, så er der ingen der gør det.

Det er mig, der skal opfylde mine drømme! Jeg skal være min egen magiske lyserøde tryllefe!

På Bogmarkedet.dk kan du finde en mere uddybende artikel om min forfatterrejse. Den handler bl.a. om de indre og ydre kampe, jeg har kæmpet. Og om de indsigter og erfaringer jeg tager med mig fra processen.
Læs artiklen i pdf-format: ‘Et eventyr uden magiske tryllefeer: Kampen for at blive forfatter’

I Akademikerbladet kan du kan også læse om, hvordan jeg som forfatter bruger min faglighed på en ny, og for mig i første omgang, overraskende måde.
Læs indlægget ‘Ny brug af faglighed: Stress sygemelding prikkede til Christinas indre forfatter’ her.

Hvis du ikke kender min bog, kan du læse mere om STATUS her. Og møde bogens seks karakterer her.