‘Jeg tog ned til bror’ af Karin Smirnoff er en brutal, kødelig, skræmmende og vildt fascinerende historie!

Trøstesløshed og manglende kommaer fungerer

Normalt er jeg absolut ikke vild med feel-bad historier om trøstesløse liv og omgivelser. Og normalt kan tekstnørden i mig ikke abstrahere fra ‘mærkelig’ grammatik. Men på den anden side elsker jeg samtidsromaner, og jeg bliver fascineret af velgjorte indblik i (under)samfund, som jeg intet kender til.

Så da jeg så, at romanen vandt en pris for årets bedste bog i Sverige, da jeg læste meget blandede anmeldelser, og da jeg hørte om flere læseres irritation over Smirnoffs udeladelse af kommaer og versaler i navne, blev jeg nysgerrig. 

Og det er jeg virkelig glad for! 

Tilbage til barndommens grimhed og smerte

Kvinden Jana tager hjem til sin barndomsby i det nordlige Sverige, hvor hun vil besøge sin alkoholiske tvillingebror. Hun møder et samfund, hvor naturen stadig er magtfuld og allestedsnærværende. Og hun møder et samfund, hvor tiden har stået næsten stille. Præcis som dengang lever indbyggerne under trange kår, er indspiste og hemmelighedsfulde. Officielt passer enhver deres, men i realiteten sladrer alle om alle, og gammelt uvenskab og nag lever i bedste velgående.

På trods af de på alle måder barske omgivelser starter Jane hovedkulds en affære, og hun beslutter sig for at blive i byen. For at tjene lidt penge søger og får hun en job i den lokale hjemmepleje.

Et indblik i Udkantssverige

Som kæreste til en ustabil mand, som søster til en alkoholiker, som hjemmeplejer i forskellige usle hjem med sørgelige skæbner, og som voksen med en mildest talt dysfunktionel barndom og familie, oplever og genoplever Jana Udkantssverige indefra.

Hun prøver at forstå og ændre og måske endda at tilgive.

Vild læseoplevelse – på trods

‘Jeg tog ned til bror’ af Karin Smirnoff var en ret vild læseoplevelse, hvor grimhed i alle afskygninger udstilles. Historierne i den lille by og fortiden for ikke så længe siden er rå og fyldt med misbrug og omsorgssvigt. 

Efter et par sider glemte jeg (næsten) alt om grammatik, for historien kan helt sikkert noget. Og det er ikke kun at portrættere trøstesløshed.

Måske er det fortælleren, Janas, ønske og kamp for at forstå og forbedre – på trods? Jeg tror på hende som person, og historien holdt mig fanget og satte sig i mig efterfølgende. 

Fedt at få udvidet min horisont i forhold til de normale ønsker til både form og indhold! Anbefaling herfra!

Jeg lånte ‘Jeg tog ned til bror’ på biblioteket.

Du kan læse om mig som anmelder her. Og om mig som forfatter, læser og menneske her.