Intentionen med STATUS
Intentionen med STATUS – er jeg efterfølgende blevet bevidst om – er at udforske de krav, som man selv og omverden stiller og deres konsekvenser:
Givet at du lever i den rige del af verden – aldrig sulter (med mindre du pålægger dig selv det) og kan købe (unødigt meget af) det, du drømmer om af mad, tøj, indbo, rejser – bør du være glad og helst lykkelig.
Men hvad sker der, hvis du IKKE er glad eller lykkelig, når du ‘burde’ være det?
Arbejder og/eller træner du så mere og løber stærkere for at ‘nå i mål’? (Det gør bl.a. Jesper og Helle i bogen)
Anklager dig selv eller andre? (Det gør bl.a. Catarina og Helle i bogen)
Skammer du dig? (Det gør bl.a. Lisbeth)
Lader du stå til og håber, det går over af sig selv? (I bogen er det Bjørns strategi)
Er det bare et livsvilkår?
Tør du sige det højt, hvis der er noget – måske udefinérbart – der føles forkert?
Er du ærlig over for dig selv? Og ikke mindst over for andre – fx dem du gik i gymnasiet med for 20 år siden?
Det har jeg prøvet at undersøge ved at skrive mig ind på nogle fiktive menneskers liv. Intentionen har været at ramme noget genkendeligt fra dit. Og jeg håber sådan, at det er lykkedes!