‘Højtryk og lavtryk’ af Meg Mason er noget så så særligt som en skøn, sørgmunter historie om psykisk sygdom og et parforhold i opløsning.

En grundlæggende sørgelig historie om omsorgssvigt

Egentlig er det en sørgelig historie om ægteparret Martha og Patrick, der begge har haft en barn- og ungdom fuld af udfordringer og omsorgssvigt.

Martha er vokset op med en egoistisk, alkoholisk mor, som er billedhugger og en kærlig men distræt far, som helst fordyber sig i sine digte. Patrick har boet på en kostskole siden han som seksårig mistede sin mor.

Sjovt og skarpt fortalt

Alligevel er bogen virkelig morsom og fuld af knastør engelsk humor. Meg Mason har i høj grad sans for det tragikomiske, og hun spidder de sociale dynamikker spot on!

En akavet relation

Martha og Patrick mødes første gang, da Patrick som 13-årig deltager i julen hos Marthas mors familie: Patricks far har glemt at bestille en flybillet hjem til Hong Kong, og Marthas fætter tager ham med hjem fra kostskolen i juleferien. Herefter tilbringer Patrick hvert år sin jul i Marthas mors familie (hvor fornærmelser og traditioner går hånd i hånd), og som årene går får de langsomt en akavet relation. 

Fantastisk og dysfunktionelt

Som 17-årig ‘detonerer’ der med fortælleren Marthas ord en lille bombe i hendes hoved, og hun begynder i perioder at slås med psykisk sygdom. Hun prøver læge efter læge, som alle har forskellige forklaringer og diagnoser og medicin til hende.

Efterhånden opfatter Martha sine kriser som en del af personligheden, som hun må leve med, og hun finder ud af, at det allerbedste for hende er at være sammen med Patrick. Efter flere fejlslagne forsøg fra dem hver især (begge socialt handicappede), lykkes det dem at finde sammen, og de bliver et par.

“Lillejuleaften tog jeg tidligt ud i lufthavnen for at hente Patrick. Vi gav hinanden et knus som to mennesker, der ikke har nogen praktisk erfaring med at kramme og kun har tilegnet sig teorien fra en dårligt skrevet manual.”

Martha og Patricks liv sammen er fantastisk og dysfunktionelt. Hun er ustabil som vejret over Hebriderne hvor højtryk og lavtryk veksler, og hun støder alle – inkl. sine nærmeste – fra sig igen og igen. Han er den evigt loyale og rummelige, hvilket hun ikke kan lade være med at udnytte.

“I bilen på vej hjem…. sagde jeg: ” Når du peger på den måde, får jeg lyst til at skyde dig med en rigtig pistol.” Min stemme var hæs og ond og jeg hadede det – og Patrick da han udtryksløst svarede: “Dejligt, tak.”
“Altså ikke i ansigtet, Mere et advarselsskud i knæet… så du stadig kunne gå på arbejde.”
Han sagde, at det var godt at vide …
… Jeg sagde noget mere og lænede mig frem for at skrue varmen op på højeste blus. Da der blev kvælende varmt i bilen, slukkede jeg for varmen igen og rullede vinduet helt ned. Det var helt dækket af is og lavede en skrabelyd, da jeg rullede det ned.”

Et nyt liv

Kort efter Marthas 40-års fødselsdag får Patrick til sidst nok og forlader hende. Først da tænker Martha over fortiden, og herefter oprulles hele Marthas (og Patricks) liv.

Mere eller mindre ved et tilfælde får Martha mod romanens slutning stillet den rigtige diagnose. Det åbner op for både vrede og forsonende samtaler med bl.a. moren, som, sammen med tidligere familiemedlemmer, viser sig at have samme diagnose. Den korrekte diagnose og dermed behandling åbner også for Marthas dybe og hemmelige sorg over ikke, iflg. ungdommens læger og fejldianosticering, at være egnet til at blive mor. 

En dag kontakter Patrick hende ang. noget praktisk, og de begynder forsigtigt at se lidt til hinanden igen. Patrick er vingeskudt og kalder det ‘forlænget spilletid’. Martha føler sig tryg og ny og håber på en graviditet.

Vellykket og lige noget for mig!

‘Højtryk og lavtryk’ af Meg Mason er en vellykket fortælling. Den er underholdende og tankevækkende.

‘Faren’ er oplagt, at man som læser måske risikerer at more sig lidt for meget til at tage den alvorlige historie ind. Men personligt ELSKER jeg kombinationen af kradse historier pakket ind i lidt skæv humor og selvironi. Jeg synes, det gør latteren bedre.

Det handler for mig i høj grad om balancen, og den synes jeg Meg Mason har ramt ganske fint. Som fx her: 

“Jeg begyndte til psykolog, fordi problemet ikke var London. At være trist er ligesom at skrive en sjov madklumme. Det er noget jeg kan gøre hvor som helst.”

Jeg vil klart anbefale bogen, dog mest som god underholdning, da de mange sjove optrin gør, at historien bliver en smule flygtig.

Bogen er er valgt af mig og sponseret af Lydbogormen.

Du kan læse om mig som anmelder her. Og om mig som forfatter, læser og menneske her.