‘Eleanor Oliphant har det helt fint’ er skrevet af Gail Honeyman, og jeg har hygget mig med den. Det er en dejlig historie – sørgelig og sjov med underspillet skotsk humor – der handler om at prøve at forstå og leve i en anden verden end sin indre.

Troværdigheden halter…

‘Eleanor Oliphant har det helt fint’ er åbenlyst en historie, som ikke er helt troværdig -hvis det da er meningen, at den skal være det? Eleanor Oliphant er nemlig dagligt i 20 år gået på arbejde på et kontor. Her har hun har kollegaer, men hun støder ikke på den digitale udvikling, fx internettets udbredelse, hmmm…

Men når det er sagt, tænker jeg som forfatter, at det altid er en sjov og interessant tanke at isolere en romanperson fuldstændig fra påvirkninger fra omgivelserne. Det kommer der altid noget spændende ud af!

Og apropos troværdighed, så ville man sandsynligvis ikke kunne holde til at ligge i sin seng i en massiv vodka-rus hver weekend i mange, mange år. Især ikke når man som Eleanor samtidig passer sit job hele ugen – uden en eneste sygedag nogensinde!

Men det gør ikke noget…

Det gør imidlertid ikke så meget at troværdigheden ikke får alverdens vægt, for man er glimrende underholdt og affinder sig med præmissen. Det er fx af stor underholdningsværdi, når Eleanor prøver at finde ud af alle de uskrevne regler, som er dagligdag for ‘normale mennesker’.

I en episode inviteres Eleanor til fest og vil gerne medbringe en gave. Konkluderer at blomster er noget med kærlighed og kigger i stedet i køleskabet, hvor hun finder en pakke skiveost. Alle mænd elsker ost, konkluderer hun og putter osten i en plasticpose, som hun giver værten.

Et andet sted i bogen modtager hun en sms på sin nye mobil. Hun konkluderer straks, at afsenderen er halvt analfabet, da han skriver BTW og LOL og ‘r’ i stedet for ‘er’. Typisk for hende svarer hun på formfuldendt engelsk: “Jeg vil gerne gøre dig følge til fødselsdagsfejringen.”

Tragikomik

Et karakeristika for Eleanor er, at hun, sikkert pga. sine mange års isolation/ensomhed, registrerer alverdens småting, som hun derefter funderer over i udpræget grad. Det er hendes overvejelser og tankemylder, der beskriver hende og fortæller hendes historie. Og det er underholdende og medrivende – også mens det er sørgeligt.

For eksempel ligger hun, efter et mislykket livtag med verden ‘udenfor’, under sit spisebord og venter på at dø af druk. For en sikkerheds skyld har hun også piller, brødkniv og afløbsrens inden for rækkevidde. Hun er nemlig den grundige type i alt, hvad hun gør…

Og mens hun ligger der, iagttager hun det grimme bord. “Hvor mange køkkener har det her bord mon stået i, inden det fandt vej til mig? Jeg forestillede mig et hierarki af lykke. Bordet blev købt første gang i 70’erne…” I hendes fantasi bruges bordet af først et gift par, dernæst af en fætter som efter et par år udlejer sin lejlighed inkl. bordet til unge mennesker, som i alle sindstilstande og med alle former for madpræferencer, slider på bordet. Herefter sygner det hen i et opbevaringsrum og bliver til sidst foræret til en velgørenhedsorganisation og herefter til hende: “Uelsket, uønsket, uopretteligt skadet. Ligesom bordet.”

Konklusion

Eleanors op- og nedture på vej ud af ensomheden er meget rammende. Og ufarlige, fordi det aldrig gør rigtigt ondt på grund af den underliggende humor i historien. Det kan man så synes om, hvad man vil. Men uanset hvad er det svært ikke at holde af Eleanor. Hun er som en kikset fætter, man både fniser og har lidt ondt af.

Det gør bogen let spiselig, og giver den lidt kant. Præcis som man gerne vil underholdes af en fredagsfilm i tv.

Lån ‘Eleanor Oliphant har det helt fint’ på biblioteket.

Læs om mig som anmelder her. Og om mig som forfatter, læser og menneske her.