Jeg er i fuld gang med arbejdet med ‘den svære to’er’. Det så fedt, og jeg elsker det. Og det er så hårdt, og af og til elsker jeg det overhovedet ikke!

Så spændende og så svært

For tiden oplever jeg, at alle mine mange (bog)tanker får hjernen til at vride og vende sig. Det føles, som om den koger, når den arbejder på højtryk med at sortere i myriaderne af nye og tidligere både ideer og erfaringer. Der bliver skabt nye forbindelser og dermed nye indsigter om personer og plot. Og om skriveprocessen generelt.

Det er så spændende. Og det er så svært. Hjernen er på overarbejde, men der er ingen vej udenom!

Jeg blev nødt til at skrive en to’er for at få nogle svar

Da jeg netop var færdig med min første roman, STATUS, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville skrive en opfølger.

STATUS indeholdt en masse hjerteblod, både hvad angår min egen livsudvikling og romanens tema om midtvejskrise og -status. Og de seks karakterer, jeg havde skabt, var nærmest blevet mine venner, som jeg på ingen måde kunne eller ville aflive. Sidst men ikke mindst slutter STATUS med en form for forløsning og muligheder for nye begyndelser.

Efter at have arbejdet intenst med historien og personernes liv i mange år, var jeg voldsomt nysgerrig på, om, og i så fald hvad, karaktererne vil bruge deres nye indsigter til. Med andre ord blev jeg nødt til at skrive en to’er for at få nogle svar.

To’eren er ikke kun en ny historie

Arbejdet med ‘den svære to’er’ handler ikke kun om at finde på en ny historie. Der har vist sig både fordele og ulemper ved at arbejde med en opfølger.

Eftersom jeg endte med at blive meget glad for mine karakterer, nyder jeg i høj grad at fortsætte og udbygge deres livshistorier.

Omvendt er det, der står i STATUS helt fastsat og umuligt at ændre. Heller ikke selvom jeg oplever at nogle af de gamle elementer/detaljer kan være lidt hæmmende for en ny ellers spændende ide.

Det har fx voldt mig en del kvaler, at mange af mine ideer til handlingen i karakteren Lisbeths liv ikke virker realistiske i forhold til det passive mindset, jeg allerede har udstyret hende med. Det var ikke bevidst, at jeg skabte en passiv hovedperson. Det var bare sådan hendes egenskaber var, da jeg skrev hende frem. Og nu hænger jeg på dem 😉

Hvor lidt og hvor meget skal med i to’eren?

Som forfatter og tidligere kommunikationsmedarbejder har jeg hørt til bevidstløshed, at det er vigtigt at kende sin målgruppe. Ligeledes skal man have et øje på den, mens man skriver. Det passer i mange sammenhænge, men det kan hurtigt blive for styrende, når vi taler om målgruppen for en roman. I hvert fald skal man passe meget på ikke at skrive sin fiktive historie for læserens skyld. Det får al dynamik og begejstring til at dø.

Her mens jeg skriver på to’eren, er jeg dog blevet (irriterende) bevidst om, hvor lidt og hvor meget information læseren skal have. Hvor lidt og hvor meget skal jeg egentlig gentage fra tidligere? Det gælder både information om personernes fortid og om handlingen i etteren, som ligger til grund for to’eren…

Jeg tænker, at man tydeligt skal træffe et valg om hvorvidt to’eren skal kunne stå (helt) alene. Jeg tænker også, at svaret må være helt individuelt for den enkelte forfatter og hendes historie. Hos mig er det foreløbig mavefornemmelsen, der styrer. Dels fordi jeg kan se fordele og ulemper ved begge dele. Dels fordi jeg gang på gang ender med at skrive på historien i stedet for at tage svære beslutninger.

Impostor syndromet spøger

Apropos udskydelse af vigtige beslutninger var jeg for en uges tid siden til et inspirerende foredrag om Impostor syndromet. Det er den skavank, hvor man udsætter sig selv for hård kritik, tror at succes er uforskyldt og udskyder opgaver af frygt for at fejle.

Mange af beskrivelserne ramte mig spot on. Få dage før foredraget blev jeg fx pludselig ‘nødt til’ at bage en masse brød helt fra morgenstunden, som ellers er den allerbedste skrivetid på dagen. Senere indså jeg, at de scener, jeg skulle til at skrive, var rigtig svære og gav mig lidt berøringsangst. Den samme angst har fået mig til at skrive om personerne og plottet i 5 kladdehæfter i stedet for at gå i gang med selve teksten langt tidligere.

Skriv, skriv, skriv ‘den svære to’er’

Det er jo det, de siger i Nike-reklamerne: Just do it! Og det er vist nærmest også det, der er svaret på alle skrivekvababbelser: bare skriv, skriv, skriv!

Det lå også indirekte i et af de tankevækkende råd fra kurset:
Vi må erkende, at der er en form for ubehag forbundet med stort set alt – derfor handler det om at vurdere, hvilket ubehag der giver mest mening at gå igennem.

Konklusionen må jo være den oplagte: Det handler om at få skrevet, fordi det giver så ufattelig meget mening. Og husk at droppe de urealistisk høje standarder.

Her i arbejdet med ‘den svære to’er’ siger jeg til mig selv, at jeg har lært en masse nyttigt om mig selv og skrivehåndværket af at skrive den første bog. Det håber jeg virkelig – for den halvdovne del af mig kunne virkelig godt tænke sig en del færre gennemskrivninger end sidst. Men det er måske en urealistisk høj standard?
Og så kører møllen igen 😉

Du kan læse mere om min oprindelige inspiration til STATUS og intentionen med romanen.
Jeg har også skrevet og medvirket i nogle artikler om at overvinde impostor symptomer, fx da jeg reklamerede for min bog i medierne. Artiklerne findes lige her.