Februar 17, 2020  Christina Comments 0 Comment

Jeg har netop færdiggjort ovenstående bog, og jeg har hygget mig! Det er en dejlig historie, sørgelig og sjov med underspillet skotsk humor.

Det er dog også en historie, som ikke er helt troværdig (hvis det da er meningen at den skal være det?), eftersom Eleanor Oliphant i 20 år dagligt er gået på arbejde på et kontor, hvor hun har kollegaer, men uden at støde på den digitale udvikling, fx internettets udbredelse.
Men når det er sagt, er det helt sikkert en sjov og interessant tanke at isolere en romanperson fuldstændig fra påvirkninger fra omgivelserne for at se, hvad der kommer ud af det. Og apropos troværdighed, så ville man sandsynligvis ikke kunne holde til at ligge i sin seng i en massiv vodka-rus hele weekenden, hver weekend i mange, mange år, og samtidig passe sit job hele ugen – uden en eneste sygedag nogenside!

Det gør imidlertid ikke så meget, for man er glimrende underholdt, når hun prøver at finde ud af alle de uskrevne regler, som er dagligdag for ‘normale mennesker’: Hun inviteres til fest og vil gerne medbringe en gave. Konkluderer at blomster er noget med kærlighed og kigger i stedet i køleskabet, hvor hun finder en pakke skiveost. Alle mænd elsker ost, konkluderer hun og putter osten i en plasticpose, som hun giver værten. Et andet sted i bogen modtager hun en sms på sin nye mobil og konkluderer straks, at afsenderen er halvt analfabet, da han skriver BTW og LOL og ‘r’ i stedet for ‘er’. Typisk for hende svarer hun på formfuldendt engelsk: “Jeg vil gerne gøre dig følge til fødselsdagsfejringen.”

Et karakeristika for Eleanor er, at hun, sikkert pga. sine mange års isolation/ensomhed, registrerer alverdens småting, som hun derefter funderer over i udpræget grad. Det er hendes overvejelser og tankemylder, der beskriver hende og fortæller hendes historie. Og det er underholdende og medrivende – også mens det er sørgeligt.
For eksempel ligger hun, efter et mislykket livtag med verden ‘udenfor’, under sit spisebord og venter på at dø af druk (for en sikkerheds skyld har hun også piller, brødkniv og afløbsrens inden for rækkevidde, hun er den grundige type i alt hvad hun gør). Mens hun ligger der, iagttager hun det grimme bord. “Hvor mange køkkener har det her bord mon stået i, inden det fandt vej til mig? Jeg forestillede mig et hierarki af lykke. Bordet blev købt første gang i 70’erne…” I hendes fantasi bruges bordet af først et gift par, dernæst af en fætter som efter et par år udlejer sin lejlighed inkl. bordet til unge mennesker, som i alle sindstilstande og med alle former for madpræferencer, slider på bordet. Herefter sygner det hen i et opbevaringsrum og bliver til sidst foræret til en velgørenhedsorganisation og herefter til hende: “Uelsket, uønsket, uopretteligt skadet. Ligesom bordet.”

Med andre ord er Eleanors op- og nedture på vej ud af ensomheden meget rammende. Og ufarlige fordi det aldrig gør rigtigt ondt på grund af den underliggende humor i historien. Det kan man så synes om, hvad man vil, men uanset hvad er det svært ikke at holde af Eleanor som af en kikset fætter, som man både fniser og har lidt ondt af. Det gør bogen let spiselig og giver den lidt kant, præcis som man gerne vil underholdes af en fredagsfilm i tv.