Super anmeldelser af STATUS – men hvad nu?

Super anmeldelser af STATUS – men hvad nu?

Hvad så nu? Hvordan omsætter man rosende ord fra anmeldere til læste bøger og bogsalg? Hvordan udbreder man kendskabet til sin roman?

Man kan sige – og det gør jeg hele tiden- at det er vildt og skønt og helt fantastisk at få anerkendelse fra helt fremmede, der synes ens bog siger dem noget!

Og dermed kunne man også indvende, at man burde være glad og tilfreds! Og det ER jeg! VIRKELIG!

Men måske netop fordi STATUS er blevet så fint modtaget af anmeldere og læsere indtil videre, vil mere nu have mere… For det giver mig jo for pokker blod på tanden at få sådanne tilbagemeldinger! Jeg vil jo gerne udbrede kendskabet til bogen helt derud, hvor STATUS lige nu bare associeres med noget, man måske gør på jobbet en gang årligt…

Status anmeldelse på Litteratursiden.dk

Anmeldelse fra Litteratursiden.dk

Jeg har fået en rigtig god anmeldelse på bibliotekernes/bibliotekarernes site Litteratursiden.dk

De skriver bl.a.:

“Fængende, genkendelig og velskrevet fortælling om at stoppe op i den veltilrettelagte middelklassetilværelse. Store emner og spørgsmål… (bliver behandlet)… skarpt, respektfuldt og med et glimt i øjet. Skrivestilen er flydende og ligetil, og som læser er man glimrende underholdt og får stof til eftertanke.

Og jeg er glad og stolt og begejstret! Det giver jo selvfølgelig det vildeste rush at få så pæne ord med på vejen!

Læs evt. hele anmeldelsen fra Litteratursiden.dk her og se oversigt over anmeldelser af STATUS her.

Hvad så nu?

Men hvad gør jeg så nu – andet end at vente og håbe på, at både bibliotekarer på indkøb til deres bibliotek og alm. læsere får øje på bogen på dens pt. herlige placering på forsiden af sitet?

Selvom det ville være drømmen – og selvom det af og til er vældig fristende at hvile på laurbærrene – ved jeg, efter mange år i kommunikationsbranchen, at kommunikation ikke er ‘bare lige’. Og at meget, meget få budskaber kan stå alene uden støtte og medspil.

Hvad gør man for at få den der berømte snebold til selv at rulle?

Jeg synes egentlig, at jeg har prøvet det meste i forhold til at gøre opmærksom på romanen… Jeg har kontaktet medier, både lokale og landsdækkende, jeg har holdt et par forfatteroplæg, jeg har prøvet signeringsbesøg hos boghandlere, jeg leder konstant efter ‘ambassadører’ og bogbloggere osv.

I min logik burde der ske mere med udbredelsen, end jeg fornemmer, der gør.

“Det var nok det” eller “No way!”?

Af og til har jeg lyst til at sige: “Nå, det var nok også bare det? Det var nok så langt, jeg kom ud i verden med min debutroman,” og så bare dykke ned i min skriveboble og komme videre med opfølgeren til STATUS.

Men altså: Det kan jeg jo heller ikke bare gøre!

STATUS er min bogbaby, og med de stærke moderfølelser jeg render rundt med, er det ikke en mulighed bare at stoppe mine forsøg på give den det bedst mulige liv!

Jeg nægter at give op! Prøver i stedet at holde fanen højt og kæmpe videre – også på de grå dage… Og jeg er nået frem til, at det må handle om at prøve mere af det hele, både nye og allerede brugte ideer (for i hvert fald nogle af de gamle ideer var det vist især timingen, der var problemet, og det har tiden jo løst)

En succesliste og mere af det hele

Som opløftende læsning har jeg lavet mig nogle lister:

  • En succesliste over den nuværende udbredelse af bogen – her står der bl.a. omtale i lokalavisen, masser af super anmeldelser fra bogbloggere, denne hjemmeside og mine Facebook- og Instagramprofiler, forfatteroplæg, boghandlerbesøg osv.

  • En oversigt over kommende (aftalt) udbredelse – her står der bl.a. forfatteroplæg på flere cafeer, boghandlervindue inkl. kæmpe plakat af mig og bogen, interview hos super relevant månedsmagasin, flere bogblogger-anmeldelser osv. (Jeg fortæller mere om aftalerne og arrangementerne, når de helt på plads: )

  • En oversigt over igangværende forespørgsler – her står der bl.a. om henvendelse vedr. kommissionssalg, endnu flere bogblogger-anmeldelser, rykkere til magasiner, cafeer osv.

  • En oversigt over fremtidige ønsker/drømme – her står der stort og småt, mest stort, det er godt at have!


    Listerne har vist sig at være super gode til at bevare overblikket. Og samtidig fungerer de som en påmindelse til mig selv om, hvor mange jern jeg i virkeligheden har i ilden.

    For nogle af alle de her overvejelser og bekymringer hænger (forhåbentlig) lidt sammen med, at jeg er frygtelig utålmodig, når jeg brænder for et projekt 😉

    Og er der ikke noget med, at man skal eksponeres 7! gange for et budskab, før man kan huske det… Jeg har med andre ord lidt arbejde at gøre endnu! Så altså: MERE AF DET HELE!

Hvis du vil vide mere om mit drive som forfatter, kan du læse et forfatterportræt her.

Du kan også kontakte mig for at købe bogen signeret eller for at tale om muligheden for et oplæg nær dig. Kontakt mig på instagram el. send mig en mail på christina.w.born@gmail.com

Comments are closed.