Jeg har netop været ude at holde oplæg om min og STATUS’ historie. Det foregik i en kolonihave og på det lokale bibliotek. Og ih, hvor var det fedt! Trods alt.

Kriller i maven

Forud for oplæggene havde jeg kriller i maven. Jeg var meget spændt på, hvordan det ville være at stå foran et publikum og fortælle historien om og bag STATUS. Det er indirekte også min personlige historie, fordi romanen blev til på basis af stress og nødvendigheden af at stoppe op. Jeg var ret sikker på, at det ville føles lidt grænseoverskridende, spørgsmålet var mere HVOR grænseoverskridende…

Intet at frygte

Men der var – selvfølgelig – intet at frygte. De første 5 min. var jeg måske lidt stiv i det, men jeg blev jeg mødt af lydhørhed og genkendelse. Flere gav udtryk for selv at have kæmpet med problemer og behov for at stoppe op og mærke efter, om der skulle noget nyt til.

Jeg mødte også masser af anerkendende ord om min ‘rejse’ fra at være stressramt til at stå med en roman i hånden. Og der var gode, nysgerrige spørgsmål iblandet masser af solskin og smil.

Sidst men bestemt ikke mindst gav mange blandt publikum udtryk for, at de havde fået lyst til at læse min bog med de 6 skæbner. De ligefrem glædede sig til at komme hjem og begynde læsningen. Og så beder jeg ikke om mere!!

Formålet var at forstå og dele

Efter mine to nylige oplæg har jeg lært noget: Dem, der sidder blandt publikum, er jo bare mennesker ligesom mig… Det er helt vanvittigt ordinært at indse det. Men når man, som jeg, har levet i sin egen først stress- og siden skriveboble, så kan man altså godt glemme, hvor mange forbundsfæller man egentlig har derude!

På nogle områder er jeg åbenbart lidt langsomt opfattende, men efter mine oplæg står det også (endnu mere) klart, hvad mit formål har været med at skrive og udgive STATUS:

Jeg havde indset, at jeg, under min stress-sygemelding, havde brug for at tvinge mig selv op i helikopteren. På den måde kunne jeg bedre forstå min egen situation, hvor jeg blev tvunget til at stoppe op. Og da jeg tænker og filtrerer bedst ved at skrive, blev det min måde at behandle overvejelserne på.

Men efter oplæggene er der kommet en ny indsigt: Jeg er nu overbevist om, at jeg også (i begyndelsen ubevidst) ønskede at dele nogle af alle tankerne med andre i samme situation. Det var altid en roman, jeg ville skrive, ikke en dagbog.

Og det dér med at dele, hvor er det dog fedt og livsbekræftende!

Er du interesseret i et oplæg?

Hvis du er interesseret i at afholde et oplæg med mig og romanen STATUS i din stue, på din arb.plads, i din lokale forening el. lign. så kontakt mig på instagram el. send mig en mail på christina.w.born@gmail.com

Du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du bare gerne vil være publikum til et oplæg, så ser vi, om der er noget, der passer dig.

Læs evt. mere om romanen her og om, hvad anmelderne siger. Du kan også snuppe en læseprøve hos Saxo.com